Bygningen hvor bryggeriet har til huse har haft mange titler gennem årene. Først som vognmandsforretning, herefter blytækkerfirma, materieludlejning, fragtcenter, spillehal og grillbar. I 2001 overtog Lehmann Højriis bygningerne og gjorde det til hobbyværksted og i 2012 påbegyndte han ombygningen til bryggeriet Struer Håndbryg.

Siden 2013 har bryggeriet været under en løbende ombygning. I 2017 blev Bryggerloftet indviet til Juleeventet dette år. Bryggerloftet befinder sig på bryggeriets første sal og er indrettet med plads til 50 siddende gæster. Der er selvfølgelig en bar, hvor vores gyldne øl strømmer ud af hanerne. Til højre for baren findes vores sofa område, som er udstyret med en lædersofa samt stole til. Perfekt til en hyggelig aften med godt øl i glasset.

Møblerne er rustikke, til dels klunset, og langbordene er fremstillet af en sydjysk skovhugger med hang til irsk folkemusik. Møblerne passer perfekt til bryggeriets atmosfære, og bidrager til den hyggelig stemning, som vi her på bryggeriet holder af.

Lokalet bruges til arrangementer og rundvisninger, hvor der bliver afholdt ølforedrag og spisning til grupper på minimum 12 personer. Lokalerne lejes ikke ud til private fester.